Artikel

Åbent hus gjorde Jakob sikker i sit valg af uddannelse

February 18, 2022
Det kan være en overvældende og svær beslutning at vælge sit kommende studie og ikke mindst sin kommende studieby. Fordi hvordan bliver man afklaret omkring sit valg, før man står i det? Svaret er “Åbent Hus”. I hvert fald hvis man spørger Jakob Fin Rasmusse

Det kan være en overvældende og svær beslutning at vælge sit kommende studie og ikke mindst sin kommende studieby. Fordi hvordan bliver man afklaret omkring sit valg, før man står i det? Svaret er “Åbent Hus”. I hvert fald hvis man spørger Jakob Fin Rasmussen.

Jakob Fin Rasmussen er i gang med en bachelor i Sociologi og kulturanalyse på Syddansk Universitet i Esbjerg. Jakob fik bekræftet interessen for uddannelsen og fandt ro i sit valg ved hjælp af blandt andet at deltage i et Åbent Hus arrangement.

Mange er lidt småforvirrede, når det kommer til valg af uddannelse, og det samme gjorde sig gældende for Jakob. Jakob har nemlig en baggrund som uddannet skibsfører, og i en periode studerede han også landbrug. Men han følte ikke helt, at han var landet det rigtige sted, og jagten på drømmeuddannelsen blev derfor sat ind.

Inden jeg deltog i Åbent Hus arrangementet i Esbjerg, vidste jeg ikke, at den bachelor, jeg studerer nu, eksisterede, og jeg var derfor overbevist om, at jeg skulle studere i Odense på en lignende bachelor. Men gennem min samfundsfagslærer på VUC hørte jeg om uddannelsen og Åbent Hus arrangementet, og jeg tog derfor afsted for at få et indblik i, hvilke muligheder der er i Esbjerg.” fortæller Jakob. 

ÅBENT HUS ER FOR ENHVER

Et Åbent Hus arrangement er nemlig ikke kun for dig, der trænger til den sidste bekræftelse i, at en bestemt uddannelse er det rigtige valg. Åbent Hus er også til for dig, der vil udforske dine muligheder. Det er en god anledning til at mærke atmosfæren på studiet, opleve uddannelsesinstitutionen og studiemiljøet samt snakke med nuværende studerende.

Dette bakker Jakob op om: “Jeg har været til flere Åbent Hus arrangementer, og jeg synes, der er mange grunde til at tage afsted. Det er en god måde at se stedet på og se uddannelsen an på og samtidig finde ud af mere, end hvad man kan læse i en brochure. Det er også en god mulighed for at få sorteret nogle uddannelser fra, hvis man er det mindste i tvivl.” 

Under corona-nedlukningen gjorde Esbjerg virkelig en ekstra social indsats for de studerende. F.eks. arrangerede Study in Esbjerg flere online events.

Jakob Fin Rasmussen, SDU Esbjerg

Under corona-nedlukningen gjorde Esbjerg virkelig en ekstra social indsats for de studerende. F.eks. arrangerede Study in Esbjerg flere online events. Jakob Fin Rasmussen, SDU Esbjerg
Foto: Education Esbjerg

HVAD ET ÅBENT HUS ARRANGEMENT KAN FØRE TIL

Jakob har naturligvis været glad for andet end Åbent Hus arrangementet og sit studie. Han bruger for eksempel sin studieby Esbjerg meget, og han er glad for de muligheder, man har som studerende og de tiltag, som findes i byen – tiltag og muligheder som han ikke er sikker på, han ville have fundet i en større studieby.

Under corona-nedlukningen gjorde Esbjerg virkelig en ekstra social indsats for de studerende. F.eks. arrangerede Study in Esbjerg flere online events. En af dem var gratis ølsmagning, hvor man fulgte med i en ølsmagning online samtidig med, at man selv smagte på øllene – direkte hjemme fra sofaen. Det var virkelig sjovt, og det er initiativer som disse, der siger en masse positivt om Esbjerg som studieby,” fortæller Jakob og fortsætter.

Nu er jeg også glad for at komme ud i den friske luft og bruger Esbjergs mange smukke naturområder en hel del. Men jeg er også glad for at komme på biblioteket eller bruge Huset Esbjerg til socialt samvær”.

Byens mange muligheder og initiativer gør, at Jakob i dag er utrolig glad for sit valg om at vælge en mindre studieby som Esbjerg, og han kan i dag ikke forestille sig at flytte fra Esbjerg og området omkring den jyske vestkyst. Alt det pga. Åbent hus.

JAKOBS 5 GODE RÅD TIL ET SUCCESFULDT ÅBENT HUS

1) Opsøg de nuværende studerende og spørg dem!

Ved de fleste Åbent Hus arrangementer kan man møde nuværende studerende. Og det er noget som Jakob virkelig anbefaler, at man udnytter: ”Du får oftest et tydeligere og bedre indblik i uddannelsen eller institutionen fra en studerende, fremfor hvis du snakker med en underviser eller en professor. Det giver dig et bedre og mere ærligt billede af, hvad du kan forvente – og det er virkelig en ærgerlig chance at brænde af.

2) Vær opsøgende

Vær nysgerrig, og spørg mens du er der. Det er et af Jakobs gode råd: “Det er dig, der gerne vil lære mere om uddannelsen, så sørg for at være så opsøgende som du kan. Hvis du for eksempel har hørt et oplæg omkring den uddannelse, du er interesseret i, så stil gerne nogle opfølgende spørgsmål, når oplægget er ovre.

3) Gør dit forarbejde

Det kan selvfølgelig være svært, men Jakobs klare anbefaling er forberedelse: “Forbered dig godt, inden du deltager i Åbent Hus. Undersøg uddannelserne hos den uddannelsesinstitution du planlægger at besøge og dyk ned i de uddannelser, der fanger din interesse. På den måde kan du få besvaret vigtige spørgsmål af dem, som har med uddannelsen at gøre.

4) Tag afsted alene

Om du vil afsted alene eller sammen med andre, er selvfølgelig helt op til dig selv. Men for Jakob gav det mening at tage af sted alene. Blandt andet for at mærke ordentligt efter, hvilken uddannelse, der var den rigtige for ham uden påvirkning fra andre. Som Jakob siger: ”Det er din fremtid – du skal derfor ikke lade dig påvirke af andre. Selvfølgelig forstår jeg godt, hvis man føler sig mere tryg ved at tage afsted med venner eller familie, men tager man flere afsted sammen, kan man nemt komme til at påvirke hinanden eller miste fokus.

Fordi Jakob tidligere har taget en uddannelse og har deltaget i en del Åbent Hus arrangementer, så har han også mere erfaring med Åbent Hus end de fleste andre. Står du og overvejer at tage til et af dine første Åbent Hus, kan det derfor også være en fordel for dig at tage venner eller familie med, da I så bliver flere til at samle indtryk og informationer, som kan være udslagsgivende for dit valg.

5) Følg din mavefornemmelse

Den eneste, der kan svare på, om det er det rigtige valg – det er dig. Og husk, at det er helt okay at stille krav til den uddannelse, du vil ind på, for de vil stille krav til dig de kommende år. Udnyt et besøg på Åbent Hus til at få styr på din mavefornemmelse og få afklaret, om du kan se dig selv lige præcis dér. 

Til slut spørger vi Jakob, om han vil opfordre andre til at tage til Åbent Hus, og hans svar er soleklart: 

JA – kom bare afsted! Det værste der kan ske, det er, at du har brændt en lørdag af. Der er ikke noget at tabe ved det, du har kun noget at vinde. Det er virkelig en god mulighed for at se både uddannelse og sted an og mærke efter i maven, om du kan se dig selv dér og på uddannelsen”.