Aftenen bød på faglige priser på tværs af uddannelser, en publikumskåret trivselspris, inspirerende taler og stærke musikalske indslag leveret af de to studerende fra Syddansk Musikkonservatorium, Sigrid Smith Hogue og Mattias Hansen.
En fælles scene for hele uddannelsesbyen
E.1 Awards er skabt for at hylde de studerende, der gør en ekstraordinær indsats – og aftenen blev indledt af en række taler, der satte rammen for fejringen.
Bestyrelsesformand i Education Esbjerg, Peter Kirk Larsen, åbnede aftenen med en tale, hvor han opfordrede de studerende til at lægge janteloven til side for en stund, stå ved deres faglige styrker og flotte indsatser – og ikke mindst tillade sig at blive fejret af andre.
Herefter delte kommunaldirektør i Varde Kommune, Karoline Klaksvig, sin egen rejse som et eksempel på, hvad mod, nysgerrighed og passion kan føre til. Hun pegede samtidig på betydningen af stærke studiemiljøer – og sagde blandt andet:
”Store nye uddannelser og gode studiemiljøer tiltrækker flere nye og unge ansigter til den her landsdel, og det er lige præcis det, vi har brug for nu. Når først de er her, er sandsynligheden for, at de bliver hængende, stor. Ligesom mig, der kommer fra København, men er faldet pladask for Vestjylland. For her er virkelig fantastisk!”
Faglige priser: Et bredt udsnit af Esbjergs uddannelsesliv
Hver af byens seks videregående uddannelsesinstitutioner uddelte en faglig pris til studerende, der har markeret sig gennem særligt talent, flid, kreativitet eller engagement.
Vinderne repræsenterede hele spændet af Esbjergs uddannelsesmiljø – fra teknik og sundhed over pædagogik og humaniora til de kreative og musiske fag. Blandt andet en gruppe musikkonservatoriestuderende, som blev hædret for deres populære slam jam-initiativ, der samler studerende og unge fra hele byen i spontane musiksessions.
Trivselsprisen: Publikums hyldest til fællesskab
Aftenens publikum stemte om modtageren af årets E.1 Trivselspris, der gives til studerende, som gør en særlig indsats for lokale fællesskaber og studiemiljøet.
Vinderen af Trivselsprisen 2025 blev:
Sigrid Smith Hogue fra Syddansk Musikkonservatorium

Henrik Uhd Christensen Studierejselegat
Som afslutning på showet blev årets prestigefyldte Henrik Uhd Christensen Studierejselegat uddelt. Legatet, der mindes den tidligere CEO for Viking Life-Saving Equipment og bestyrelsesformand for Education Esbjerg, gives til en studerende, der udviser mod og ambition til at søge ny faglig inspiration i udlandet.
Legatet på 25.000 kroner gik til fysioterapeutstuderende Freja Hansen Jensen (UC SYD), der nu kan gennemføre sit praktikophold i Estoril, Portugal.

Fejring, netværk og et fælles løft
Aftenens rekordstore fremmøde vidner om et voksende og stærkt studiemiljø i Esbjerg. De studerende brugte aftenen til at knytte nye bånd – både indbyrdes og til erhvervslivet – og mange fremhævede, at E.1 Awards giver både motivation og mod på fremtiden.
Som vinderen af Trivselsprisen, Sigrid Smith Hogue, formulerede det:
”Selvom det for nogle kan virke mærkeligt at lægge så mange kræfter i sit studiemiljø, når man kun er her i tre år, så gør vi det jo ikke kun for os selv lige nu – men også for dem, der kommer efter os. Og når vores indsats så bliver fejret på den her måde, giver det os motivation til at blive ved.”
Vinder af trivselsprisen, Sigrid Smith Hogue
Efter showet fortsatte festen med en reception og et energifyldt afterparty med Fräulein, som sikrede, at aftenen sluttede i højt humør.