Med de nye uddannelser udvides paletten af attraktive studiemuligheder i Esbjerg, og byen rykker endnu tættere på visionen om at blive et naturligt valg for unge, der vil kombinere kvalitet, nærhed og karrieremuligheder.
De nye uddannelser glæder borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen. ”Det er afgørende for udviklingen i Sydvestjylland, at vi hele tiden tænker fremad og tilpasser os de kompetencer, der bliver efterspurgt. Med disse nye uddannelser tager vi et vigtigt skridt mod at sikre et attraktivt uddannelsesudbud i Esbjerg – ikke bare for unge i dag, men også for fremtidens arbejdskraft.”
Hos Erhvervsakademi SydVest ser man stor værdi i den nye uddannelse i cybersikkerhed, som nu bliver en del af akademiets udbud i Esbjerg. Uddannelsen er blevet til i tæt dialog med erhvervslivet og i erkendelse af et markant kompetencebehov i både den private og offentlige sektor. Rektor, Henrik Larsen, ser derfor godkendelsen som en strategisk gevinst for både akademiet og området som helhed:
“Det her er en vigtig milepæl for Erhvervsakademi SydVest. Vi oplever en stigende efterspørgsel på kompetencer indenfor cybersikkerhed, og med denne uddannelse får vi mulighed for at dække et helt centralt behov hos erhvervslivet.”
Hos UC SYD ser man paramedicineruddannelsen som et vigtigt bidrag til både sundhedsvæsenet og den lokale uddannelsesdækning. Med uddannelsens tætte kobling til praksis forventes den at spille en central rolle i udviklingen af fremtidens sundhedsberedskab. Direktør for samfund, sundhed og eftervidereuddannelse på UC SYD, Anette Nicolaisen, udtrykker stor tilfredshed med godkendelsen af uddannelsen:
“Vi er stolte over at kunne udbyde professionsbacheloruddannelsen i paramedicin i Esbjerg. Uddannelsen kombinerer høj faglighed med praksisnær undervisning og giver de studerende kompetencer, der er afgørende i akutte og komplekse situationer. Samtidig bidrager vi til at styrke sundhedsvæsenet i hele regionen og giver unge området mulighed for at tage en samfundsbærende uddannelse tæt på, hvor de bor.”
Education Esbjerg arbejder målrettet for at gøre Esbjerg til en attraktiv studieby ved at skabe stærke forbindelse mellem studerende, uddannelser og erhvervsliv. For direktør i Education Esbjerg, Lone Saaby, er godkendelsen af de to nye uddannelser et tydeligt bevis på, at det langsigtede arbejde med at styrke Esbjergs tiltrækningskraft som studieby nu begynder at manifestere sig i konkrete resultater. Hun ser uddannelserne som en vigtig brik i at skabe en sammenhængende rejse for de unge – fra valg af uddannelse til etablering på arbejdsmarkedet:
“Det her viser, at vores fælles ambition om at gøre Esbjerg til en stærk studieby bærer frugt. Når vi lykkes med at tiltrække vigtige og efterspurgte uddannelser, styrker vi hele økosystemet omkring de unge – fra studiestart til job. Det er præcis den udvikling, vi skal fremme.”