I år er det for første gang muligt at søge ind på bacheloruddannelsen i medicin på SDU Esbjerg, hvilket gør det muligt at tage hele uddannelsen i Esbjerg, efter at kandidatuddannelsen åbnede i 2022. Og det har ansøgerne kvitteret med en massiv interesse. Således har over 900 sat kryds ud for én af uddannelsens 50 pladser.
Og også de øvrige uddannelser på SDU Esbjerg oplever flotte ansøgertal, hvor særligt psykologiuddannelsen, der åbnede sidste år, fortsat trækker mange ansøgere. Således har 831 søgt ind på én af uddannelsens 75 studiepladser, heraf 163 på 1. prioritet.
Den store interesse for uddannelserne på sundhedsområdet glæder Anna-Marie Bloch Münster, administrerende direktør for Esbjerg og Grindsted Sygehus og bestyrelsesleder for Education Esbjerg: ”Det er enormt stærkt, at man nu kan tage hele lægeuddannelsen lokalt i Sydvestdanmark. Sammen med SDU har vi allerede vist med kandidatuddannelsen, at vi kan skabe et meget attraktivt og praksisnært uddannelsesmiljø, hvor de studerende kommer helt tæt på virkeligheden via stamafdelingskonceptet. Vi glæder os til, at de erfaringer også kan komme de kommende bachelorstuderende til gavn. Endeligt er det meget positivt at også sygeplejefaget og uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator har stor interesse for de unge i vores område.”
På UC SYD er det netop på sundhedsområdet, at der i år er fremgang i ansøgertallene. Således har 101 søgt ind på sygeplejerskeuddannelsen, hvilket svarer til en flot fremgang på 42 pct. Dertil går også uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator frem med 28 pct. sammenlignet med 2025.
Med til historien hører dog også, at UC SYD samlet i Esbjerg går tilbage med 7,5 pct. – især drevet af et fald på 30 pct. på pædagoguddannelsen efter et helt utroligt godt ansøgertal sidste år. Sammenligner man med 2024, er der faktisk tale om en fremgang. Endelig oplever også uddannelsen til folkeskolelærer i år et fald på 11 pct.
Engelsksprogede uddannelser trækker fortsat mange ansøgere
Inden for de tekniske uddannelser har formlen på succes vist sig at være at udbyde uddannelserne på engelsk, så der åbnes op for adgang til internationale studerende. Netop dette har man i år gjort på Aalborg Universitet i Esbjerg, hvor man har ændret energi-ingeniøruddannelsen fra dansk til engelsk. Det har i år medført en stigning fra 3 til 26 1. prioritetsansøgere. Sammenlagt kan AAU Esbjerg notere sig en lille tilbagegang på 5,3 pct. sammenlignet med 2025.
Også på Fredericia Maskinmesterskole (FMS) i Esbjerg har man – som det første sted i landet – fået godkendt en engelsksproget udgave af maskinmesteruddannelsen med opstart i Esbjerg i 2028, der giver forhåbning om et fremtidigt større optag. I år har 36 søgt ind på den eksisterende dansksprogede maskinmesteruddannelse i Esbjerg, svarende til et lille fald på 4 ansøgere.
På Syddansk Erhvervsakademi (SEA) ser man også i år ind i et lille fald i ansøgertallet til uddannelserne i Esbjerg på sammenlagt 4 pct. Tallene viser dog også, at der fortsat er vind i sejlene på den nye professionsbacheloruddannelse i cybersikkerhed, der åbnede i februar, og som her til sommer har fået 20 1. prioritetsansøgninger. Samtidig har man også på SEA en række engelsksprogede uddannelser i støbeskeen til 2027, herunder inden for IT-området.
På trods af en lille tilbagegang, ser borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, flere positive tendenser i årets ansøgertal: “Udover den flotte udvikling på sundhedsområdet glæder det mig, at vi ser en stigende interesse for de engelsksprogede uddannelser. De er med til at styrke Esbjergs internationale profil og tiltrække de talenter, som vores virksomheder efterspørger. Det er en vigtig forudsætning for, at vi også i fremtiden kan fastholde vores position som en førende energi- og erhvervsby og fortsætte den grønne omstilling.”
Et uddannelseslandskab i forandring
Ifølge direktør for Education Esbjerg, Lone Saaby, skal årets ansøgertal ses i lyset af et uddannelseslandskab i forandring. På erhvervsakademiet, SEA, kommer der fra næste år nye engelsksprogede professionsbacheloruddannelser, mens top-up-uddannelserne udfases. Samtidig åbner professionshøjskolen, UC SYD, op for nye muligheder for videreuddannelse gennem flere masteruddannelser.
Selvom ansøgertallene viser en tilbagegang, er den mindre end den udvikling, der ses mange andre steder uden for de største studiebyer. Lone Saaby understreger samtidig, at det er for tidligt at konkludere noget på baggrund af ansøgertallene alene. “Det er vigtigt at huske, at ansøgertal ikke er det samme som optagetal. Billedet kan sagtens se anderledes ud, når de endelige optagelsestal ligger klar i august – det har vi set før.”
Samtidig opfordrer Lone Saaby de ansøgere, der ikke får tilbudt en studieplads på deres førsteprioritet, til at holde øje med mulighederne for efteroptag.
“Til de unge, der ikke kommer ind på deres førsteprioritet, vil jeg opfordre til også at holde øje med mulighederne for efteroptag. Esbjerg rummer et bredt udvalg af uddannelser og studieveje, så der kan stadig være en vej til den rette uddannelse.”
Den 28. juli får de mange ansøgere svar på, om de er optaget på en af de ca. 60 videregående uddannelser i Esbjerg.