Pressemeddelelse

Så er det på plads – internationale maskinmesterstuderende kommer til Esbjerg

Marie Mathilde Fogh
Communications Coordinator
23. juni 2026

Fredericia Maskinmesterskole kommer fremover til at udbyde Danmarks første maskinmesteruddannelse på engelsk i Esbjerg. Dette er netop blevet godkendt af Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister, Christina Egelund.

Danmark er i disse år i gang med en omfattende grøn omstilling, hvor vores energi primært skal komme fra vedvarende energikilder som sol, vand og vind samt CO2-neutrale brændstoffer. Denne omstilling kræver højtuddannede maskinmestre, der kan udvikle-, lede-, drifte og vedligeholde specialiserede tekniske anlæg.

Selvom der i dag uddannes fire gange så mange maskinmestre som for 15 år siden, er ledigheden lav og beskæftigelsen høj. Særligt i Sydvestdanmark forventes der en stor efterspørgsel på uddannede maskinmestre, hvor datacentre med kobling til andre sektorer på energiområdet og i produktionsvirksomhederne er på vej.

På baggrund af dette fik Fredericia Maskinmesterskole (FMS) i efteråret muligheden for at søge om at udbyde maskinmesteruddannelsen på engelsk for at trække flere maskinmestre til Danmark. FMS gik derfor i gang med at udarbejde en ansøgning til RUVU (det Rådgivende Udvalg for Vurdering af Udbud for videregående uddannelser), for at få den endelige godkendelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

I går kom den endelige godkendelse med underskriften fra Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund.

”Med den godkendelse ramte vi point-of-no-return. Nu er vi forpligtiget til at udbyde maskinmesteruddannelsen på engelsk i Esbjerg. Vi glæder os og arbejder intents på at blive klar til at optage de første studerende i foråret 2028,” siger rektor Jens Færgemand om godkendelsen og tilføjer: ”vi har allerede modtaget de første henvendelser fra potentielle internationale ansøgere.”

Hos Education Esbjerg bliver godkendelsen set som et vigtigt bidrag til den fortsatte udvikling af Esbjerg som en attraktiv uddannelsesby. Det nye engelsksprogede udbud styrker både studiebyen og de tekniske uddannelsesmiljøer ved at samle danske og internationale studerende i et fælles fagligt miljø.

“Vi er meget glade for, at den engelsksprogede maskinmesteruddannelse i Esbjerg nu er endeligt godkendt. Vi ved, at både virksomhederne og den grønne omstilling særligt i Varde og Esbjerg har behov for højt kvalificeret arbejdskraft inden for de tekniske og maritime områder i de kommende år. Derfor er det en rigtig positiv nyhed for hele området. Fra Education Esbjergs side er vi glade for at kunne bidrage økonomisk til etablering af uddannelsen, ligesom vi med vores E.1 uddannelseskoncept skaber stærke bånd mellem de studerende og de mange lokale aftagere,” siger Lone Saaby, direktør i Education Esbjerg.

Det forventede optag af bliver 30 internationale studerende årligt.

Fakta

  • Fredericia Maskinmesterskole er en teknisk og maritim uddannelsesinstitution, der bl.a. uddanner maskinmestre.
  • Maskinmesteruddannelsen er en professionsbachelor og tager typisk 3–4,5 år.
  • Muligheden for at oprette et engelsksproget udbud udspringer af den politiske aftale om 800 nye engelsksprogede studiepladser uden for de største byer – særligt målrettet STEM- og IT-uddannelser, herunder det maritime område.
  • Fredericia Maskinmesterskole er tildelt et årligt optag på 30 internationale studerende.
  • Der vil være over 100 studerende på uddannelsen, når den er fuldt implementeret.

Yderligere oplysninger

Rektor Jens Færgemand

Tlf.: 23 23 51 19

Mail: jfm@fms.dk

Seneste nyheder

Artikel

22. september 2026

Fra Amager til Esbjerg: Welcome Week giver studerende nye fællesskaber i studiebyen

I denne uge er Welcome Week i fuld gang i Esbjerg. Over 10 dage kan studerende deltage i 21 gratis events, der tager dem med ud i byen og lokalområdet – til alt fra lerdueskydning til ølsmagning. Her får de samtidig mulighed for at møde studerende fra andre uddannelser, som de måske ellers aldrig var stødt på. En af dem er Frederik Roshof, der er flyttet fra Amager til Esbjerg for at læse til maskinmester.

Artikel

18. august 2026

Sparekassen for Nørre Nebel & Omegn investerer i relationer, før rekrutteringsbehovet opstår

Gennem engagement i det lokale uddannelsesliv skaber Sparekassen for Nørre Nebel & Omegn relationer, der giver værdi på begge sider. Nogle gange fører de til et uventet jobmatch – som det gjorde for finansøkonomistuderende, Martin Zweidorff Bækhave.

Artikel

6. juli 2026

Fremgang i ansøgninger til sundshedsuddannelserne i Esbjerg – Trods lille fald i det samlede ansøgertal

Søndag kl. 12 var der frist for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 1. Esbjerg noterer sig en mindre tilbagegang på 3 pct. i det samlede ansøgertal sammenlignet med sidste år. Det er dog mindre end gennemsnittet for de sammenlignelige studiebyer uden for de største universitetsbyer, hvor tilbagegangen er 5 pct. Samtidig er der markant fremgang på sundhedsområdet med både stor søgning til den nye bacheloruddannelse i medicin samt fremgang på sygeplejerskeuddannelsen.

Pressemeddelelse

23. juni 2026

Så er det på plads – internationale maskinmesterstuderende kommer til Esbjerg

Fredericia Maskinmesterskole kommer fremover til at udbyde Danmarks første maskinmesteruddannelse på engelsk i Esbjerg. Dette er netop blevet godkendt af Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister, Christina Egelund.